Ny lejer

Når du har indgået aftale om leje af et lejemål hos CONSTANTIA A/S, udarbejder vi en lejekontrakt, som sendes til dig pr. mail.

Vi anbefaler, at du læser kontrakten grundigt – særligt § 11. 

Sammen med kontrakten modtager du et velkomstbrev med information om betaling af depositum, forudbetalt leje samt første måneds husleje.

Bemærk, at forudbetalt leje ikke anvendes til betaling af husleje i de første måneder af lejeperioden, men derimod i forbindelse med opsigelse af lejemålet.

 

Du vil blive indkaldt til et indflytningssyn, hvor vi sammen gennemgår lejemålet og udfylder en digital indflytningsrapport. Du modtager efterfølgende en kopi pr. mail. Ved indflytningssynet får du samtidig udleveret nøgler, vaskekort m.m.

 

Alle lejemål overtages nyistandsatte. Det betyder, at alle malbare flader er nymalede, og at gulvene er nyslebne og nylakerede.

 

Senest 14 dage efter overtagelsen af lejemålet skal du indsende en fejl- og mangelliste via det link, du modtager sammen med indflytningsrapporten.

Vi bekræfter skriftligt modtagelsen af listen og sender samtidig eventuelle kommentarer til de indmeldte forhold.

scroll ned for mere

Mens du bor til leje

Når du flytter ind i et af Constantias lejemål, modtager du sammen med din kontrakt en husorden for lejemålet og ejendommen.
Vi anbefaler, at du læser husordenen grundigt, så du kender de gældende regler og retningslinjer.

Som lejer har du ansvaret for den indvendige vedligeholdelse af din bolig. Det gælder blandt andet vægge, lofter, vinduer, vinduesrammer, træværk, køkkenelementer, køkkeninventar, badeværelsesinventar samt eventuel altan eller terrasse.
Hvis der opstår skader i lejemålet, skal du kontakte ejendomsinspektøren eller administrationen hurtigst muligt, så skaden kan blive udbedret.
Det samme gælder ved stoppede afløb. Du bør jævnligt rense afløb og riste for hår og sæberester.

Hvis en vandhane drypper, eller toiletcisternen er utæt, skal du straks kontakte ejendomsinspektøren eller administrationen. Det er vigtigt for at undgå unødigt vandspild.

Udluftning er også en vigtig del af vedligeholdelsen af boligen. Læs derfor vores gode råd om opvarmning og udluftning grundigt, så du mindsker risikoen for fugtskader og skimmelsvamp.

For mere information henviser vi til “Husorden og gode råd”.

Når du fraflytter et lejemål

Ifølge lejekontrakten er opsigelsesvarslet løbende måned plus 3 måneder til den 1. hverdag i en måned.
Opsigelse skal ske ved at udfylde blanketten, som du finder her.

Hvis du ikke har mulighed for at sende opsigelsen via e-mail, kan den afleveres skriftligt i vores postkasse på Heliosvænget 30, 5250 Odense SV.

Bemærk, at der skal udfyldes én opsigelsesblanket pr. person, som har underskrevet lejeaftalen. Datoen for den sidst modtagne opsigelse betragtes som den gældende opsigelsesdato.
Når vi har modtaget din opsigelse, sender vi en bekræftelse pr. e-mail.

Hvis du har forudbetalt leje, hvilket fremgår af din lejekontrakt, vil denne dække de sidste måneder af opsigelsesperioden. Du skal derfor ikke betale lejedelen i denne periode, men alene acontoydelser og eventuelt vaskeforbrug.

Vi anbefaler, at du fastholder din Betalingsservice-aftale, så acontoydelser og eventuelt vaskeforbrug betales korrekt.
Hvis du afmelder din Betalingsservice-aftale, vil du modtage et indbetalingskort med posten.

Fraflytningssyn

På baggrund af oplysningerne i din opsigelse vil vi indkalde dig til et fraflytningssyn.

Ved synet skal lejemålet være tømt og rengjort. Dette gælder også eventuelle kælder- og depotrum.
Bemærk, at lejemålet skal være fraflyttet senest 14 dage før opsigelsesperiodens udløb.

Hvis du har oplyst, at du ønsker at fraflytte lejemålet før opsigelsesperiodens udløb, vil vi forsøge at genudleje lejemålet hurtigst muligt.
Hvis dette ikke ønskes, vil fraflytningssynet blive afholdt cirka 14 dage før opsigelsesperiodens udløb eller efter nærmere aftale.

Fraflytningsrapport

Ved fraflytningssynet udarbejdes der en fraflytningsrapport med en oversigt over eventuelle arbejder, der skal udføres i lejemålet.

Rapporten sendes til den oplyste e-mailadresse.

Hvis du ønsker at benytte et andet firma til istandsættelse af lejemålet, skal arbejdet udføres af et momsregistreret firma. Faktura skal kunne fremvises til boliginspektøren ved fraflytningssynet.

Når lejemålet er istandsat og genudlejet, vil der normalt gå cirka 6 uger, før du modtager din flytteopgørelse.

Endelig afregning af vand og varme kan tage op til ét år, før den foreligger fra Brunata, da forbrugsregnskaberne kun udarbejdes én gang årligt.